Kategorisert | Musikk

70.000 Tons of Metal

Caribien, cruiseskib, palmer, piña coladas og… metal?

70k9

Ja, og det er sådan en fjollet sammensætning at det skulle man jo være med til. Den flydende metalfestival 70.000 Tons of Metal blev afholdt for tredje gang i januar og som den selvopofrende musikbibliotekar som man nu engang er forlod jeg derfor den skandinaviske vinter til fordel for en ditto i Miami.

Konceptet er akkurat som det lyder: fem dage på et cruiseskib, med alt hvad det indebærer af luksuriøse forhold og omgivelser, tilsat tre scener med metalbands fra morgen til aften. Selvfølgelig er det mest oplevelsen som helhed der er hovedtrækplastret og arrangørerne bag havde derfor valgt at musikken skulle bestå af et bredt spektrum af mange forskellige slags metal. Der var derfor ikke helt vildt mange bands, der ramte lige helt plet, men da alle skulle spille to koncerter undervejs var der masser at se og selvfølgelig var der også en del ting, der gik helt fint an bare at se live.

70k2Ind imellem koncerterne kunne man så ellers spendere sin tid i en af de mange restauranter, barer, casinoet eller ved poolen. Specielt karaoke-baren var et ganske underholdende sted at hænge ud jo senere det blev på natten!

Programmet var ikke så spækket den første dag, da man stadig var i gang med at sætte hovedscenen på pooldækket op ved ombordstigningen og den ikke ville være klar før sent på aftenen. Indtil da måtte en teaterscene og en lille klubscene trække læsset og der var heldigvis også allerede åbnet i buffetten(!).

Nile åbnede festen for mit vedkommende (efter førnævnte buffet altså) på teaterscenen. Desværre var lyden der alt for dårlig til at bandets nørklede og indviklede instrumentekvilibrisme kom til sin fulde ret og man stod tilbage med et noget rodet og mudret lydbillede. Synd, men det skulle heldigvis alt sammen vise sig at blive retfærdiggjort på et senere tidspunkt.

Heldigvis var der ikke så mange for mig interessante ting der skulle spille på teaterscenen i løbet af cruiset, så den dårlige lyd her blev ikke et større problem undervejs. Måske de også fik styr på det efterhånden?

70k4Immolation måtte man sidde og vente lidt på, da de først skulle gå på klubscenen ved totiden om natten. De var dog den absolutte hovedattraktion for undertegnede og de skuffede bestemt ikke. En rigtig god ting de gjorde var at udnytte de to gange de skulle spille ved at dedikere denne første omgang til mestendels gamle numre, mens den senere seance så ville koncentrere sig om de nyere udgivelser.

Efter Immolation ville jeg rigtig gerne have set Inquisition, men efter en meget lang dag  kunne jeg simpelthen ikke overskue at skulle holde mig vågen og vente til de gik på senere på natten. Jeg forsonede mig med at jeg nok skulle få set dem spille senere på turen.

Arkona var det første jeg fik set næste formiddag og de sørgede ganske fint for at få stemningen i vejret med deres russiske folk/black, selv så tidligt på dagen. Jeg kan dog forestille mig at ulveskind måske ikke var det mest velvalgte stykke tilbehør de kunne have valgt til en koncert i Caribiens sol, men man må jo lide for kunsten.

Onslaught var næste levende billede og deres en-to-tre-thrash fik de allersidste sløve folk i gang med dagen. De spiller vist faktisk også på Tribute en gang i den nærmeste fremtid, så de kan anbefales at få med sig der.

Næste indslag var endnu et af højdepunkterne for mig, nemlig britiske Anaal Nathrakh og deres vanvittige black/grind. Frontmand Dave Hunt er en af de vredeste mænd der findes og det er lige imponerende hver gang man ser at det faktisk er muligt at blaste/growle/skrige deres numre live. Anaal Nathrakh blev først annonceret lige før turen startede, så man kunne ikke have bedt om en meget bedre overraskelse.

Cryptopsy skulle så spille på klubscenen og det var med lidt blandede følelser jeg gik ned for at se dem. Efter at tidligere vokalist Lord Worm forlod dem udgav de et helt frygteligt dårligt album og selvom de sidste år så kom med et lidt mere tåleligt udspil er det stadig nærliggende at tænke at de bare skulle have stoppet mens legen var god. Koncerten var da underholdende og ganske fin, men understregede dog nok desværre også at deres nye vokalist ikke helt kan udfylde skoene.

70k5Lacuna Coil var næste ting på programmet og de fyldte poolscenen godt ud med en lang række af hits. Desværre ikke så meget fra dengang der var lidt mere bid i dem, men selv deres senere udspil er så irriterende fængende at foden ikke kan lade være med at følge lidt med alligevel.

Dernæst var det de gamle tyske thrashere Kreators tur til at underholde og det havde de vist prøvet en gang eller to før. Der var fuld gang i både show og musik og det var ganske tydeligt i publikummet at der var en god del tyskere blandt gæsterne på båden.

Sinister er en gammel favorit fra fordums tider, og da jeg ikke havde set dem live siden en gang i starten af 90’erne var det også en af de koncerter jeg havde glædet mig til. Desværre spillede de ikke helt så mange af de helt gamle numre som man kunne ønske sig, men man fik ihvertfald en god del hits fra deres lange karriere. Afterburner alene sørgede da for at jeg ikke havde meget stemme tilbage næste morgen.

Færøske Týr havde jeg egentlig ikke planlagt at se, da deres lidt tyndbenede folkmetal ikke lige er min kop the, men jeg blev hængende efter Sinister og da de så gik i gang kunne man lige så godt få det med sig. Og det var slet ikke så dumt egentlig, for det viste sig at Týr faktisk godt kan levere en solid livekoncert med en del mere tyngde end deres albums skulle antyde.

70k8Den tredje dag skete der ikke så meget på koncertfronten, da en del af dagen blev brugt på den caribiske ø Grand Turk og dennes udemærkede strandbar. DJ’en i selvsamme forstod ret hurtigt at det ikke var et helt normalt cruise der var på besøg den dag og rettede ind derefter. Det er nok første og sikkert også sidste gang at der er blevet spillet Deicide der.

Det var da blevet tid til Nile igen om eftermiddagen, denne gang på poolscenen og det hjalp gevaldigt på lydbilledet. Med de andre bands ville det være irriterende hvis de ikke kunne finde ud af at spille to forskellige sæt når nu de havde muligheden for det, men da Nile gjorde det var det egentlig helt fint, da det alligevel ikke var muligt at høre det ordentligt første gang.

Om aftenen var turen så kommet til Immolation igen, denne gang på poolscenen. I dette andet sæt fokuserede de så mest på de nyere albums, krydret med et par enkelte ældre indslag, og da de er et af de bands der har været leveringsdygtige i bundsolidt materiale gennem hele deres karriere var også dette en stor succes i min bog.

Tiamat fik jeg lige set en halv time af på pooldækket inden det var tid til at komme videre, men det var nok til at minde mig på at de ikke havde lavet noget interessant siden deres første par albums.

70k6Sinister var derimod langt mere spændende at høre på, også selvom de havde været lidt dovne og serverede det samme sæt som første koncert. De kunne nu godt have været lidt mere kreative og spillet nogle af de numre de ikke havde plads til i den første koncert.

Endelig var det så tid til at få set Inquisition, turens eneste deciderede sortmetalband, da jeg nu gik glip af dem den første aften. Med en opsætning kun bestående af to mand, guitar og trommer, er det virkeligt imponerende hvor tyk en lydmur de kan præstere og der var fuld fart fremad fra første tone var slået an. Endnu en rigtig god koncert og da de spillede Desolate Funeral Chant var der ikke et øje tørt.

In Flames skulle så spille ved poolen. Det gjorde de så.

Den sidste koncert for mit vedkommende var igen Anaal Nathrakh, som denne gang skulle spille på klubscenen. Desværre var denne koncert blevet lagt direkte oven i en anden på pooldækket, så der var langt fra fuldt. Men det ændrede til gengæld stemningen til en mere slags intimkoncert med en særdeles snakkesagelig vokalist, så det endte faktisk med at blive ret hyggeligt.

70k7Næste morgen var det så bare at gå fra borde igen i Miami og med det var denne noget aparte, men fantastiske oplevelse overstået. Alt i alt en oplevelse der kan anbefales på det varmeste til dem, der vil prøve noget andet end den sædvanlige festival.

Nævnte jeg forresten at maden var gratis og i rigelige mængder? Udover minderne har jeg vist et par kilo mave mere med hjem end jeg tog afsted med.

Næste stop: Inferno!

/Jesper

This post was written by:

- who has written 56 posts on MusikBloggNo.


Contact the author

Én kommentar til “70.000 Tons of Metal”

  1. Tonje says:

    Ja!! Og nå er det bare 87 dager til neste gang vi skal avgårde! 😀

Trackbacks/Pingbacks


Legg igjen en kommentar på artikkelen

Heng på

@musikkfilmbibl