Kategorisert | Musikk

Blood Revolt: Indoctrine

For et par måneder siden lagde Blood Revolt et enkelt nummer ud på nettet fra deres debut Indoctrine og nu er albummet så endelig kommet. Og ligesom det første nummer lagde op til er hele albummet noget af en oplevelse og er ikke helt nemt at fordøje.

Blood Revolt består af medlemmer fra det hedengangne canadiske band Axis of Advance, Revenge og forsangeren fra Primordial. Sammen har de lavet et album, som er helt anderledes end noget andet der er kommet fra nogle af disse bands og som heller ikke ligner noget andet som jeg nogensinde har hørt før.

Det er ikke rigtig muligt at sætte en genrebetegnelse på Blood Revolt. Den skærende rå lyd og produktionen som helhed leder tankerne hen på black metal. Kompositionen i numrene minder mest om dødsmetal, med deres hyppige temposkift og løbende variationer. Nogle passager er decideret punkede og der sniger sig også både en del doom og lidt sludge ind hist og her. Denne beskrivelse lyder måske som ren stilforvirring, specielt når man tænker på at alt dette er i de samme numre hele albummet igennem, men tilsammen virker det som en helstøbt og sammenhængende affære. Vokalen er heller ikke let at karakterisere, da Alan Averill bruger hele spektret af ren vokal, skrig, growls, messen, tale og hvad han ellers kan finde på for at formidle den fortløbende fortælling gennem albummets otte numre.

Netop vokalen er nok det mest iørefaldende kendetegn for denne udgivelse og uden tvivl det der for de fleste vil være helt afgørende for om det er noget der falder i deres smag. Avarill har en ret særpræget vokal og er ikke bange for at bruge hele bredden af den og det er uden tvivl den som er fokuspunktet for bandet.

Som nævnt er hele albummet en lang historie og musikken sammen med vokalen bruges hele tiden til at underbygge stemningen og fortællingen, hvad enten det er voldsomme blastsektioner til at bevæge det fremad eller de tunge og langsomme segmenter ind imellem de eksplosive energiudladninger.

Alt i alt er Indoctrine et af de bedste og mest unikke albums jeg har hørt i meget lang tid. Det kræver så nok også en del af lytteren at få mest muligt ud af, men det er det hele værd og der er lyttemateriale nok til at holde een beskæftiget i lang tid fremover. Anbefales på det kraftigste til alle, der er glade i bare en eller anden form for metal og ikke er bange for at få rykket lidt ved forestillingerne om hvad der kan gøres med det.

Blood Revolt’s Indoctrine burde være at finde på biblioteket inden længe.

/Jesper

This post was written by:

- who has written 56 posts on MusikBloggNo.


Contact the author

Legg igjen en kommentar på artikkelen

Heng på

@musikkfilmbibl