Kategorisert | Musikk

Cremen af 2011

Det er ved at være den tid på året igen og man kommer ikke uden om den her slags navlepillende lister alle vegne. Heller ikke her. Ha!

Primordial – Redemption at the Puritan’s Hand

Var der nogensinde nogen tvivl?

Nej.

 

Oranssi Pazuzu – Kosmonument

Spacesurfblackmetal er noget som der simpelthen findes alt for lidt af. Ihvertfald hvis man regner med at det vil være Oranssi Pazuzu der står for det, for det ser ud til at de bliver bedre og bedre til det. Af enkeltnumre er ‘Komeetta‘ et af de største hits i år for mit vedkommende og det er simpelthen umuligt ikke at blive i godt humør af.

 

Necros Christos – Doom of the Occult

Et af den slags albums, som man aldrig bliver helt færdig med at lære at kende, fordi der simpelthen er så meget at gå på opdagelse i. Den nye generation af dødsmetal bliver ikke meget bedre end dette her.

 

 

Skeletonwitch – Forever Abomination

Riffs, riffs, flere riffs og en halsbrækkende rytmesektion er den enkle beskrivelse af denne seneste udgivelse fyldt med hæsblæsende blackthrash. Stor var min glæde da jeg så at Skeletonwitch skal spille på arrangementet Fire Walk With Me II i februar og skam få den, der ikke møder op der (Aura Noir og Nekromantheon også inkluderet, så der er ingen undskyldninger!).

 

Vallenfyre – A Fragile King

Engang spillede de britiske doombands tung og knugende metal. Så blev de “modne”, “udviklede sig musikalsk” og “udfordrede grænserne”, så de i dag spiller kedeligt emo-tuderock. Men Vallenfyre beviser at der altså stadig er nogen af dem, der ikke helt har mistet rygraden endnu og det gør de så godt at man undrer sig over hvorfor i alverden der ikke er mere af det. Det meste af albummet kører i doom/død-spektret, men i passager er der også skruet en smule op for tempoet, hvilket klæder kompositionerne meget fint.

Taake – Noregs Vaapen

Ja, Taakes seneste album nåede denne liste, selvom jeg stadig irriterer mig en smule over banjo-gimmicken. Resten er dog så gennemført solidt at det slet ikke skal få lov til at trække ned.

 

 

Shub Niggurath – A Deadly Call From the Stars

Med to årtier og nu to albums på samvittigheden er mexikanske Shub Niggurath måske ikke de allermest produktive, men til gengæld er det så kvalitet man får når det endelig kommer. Beskidt og skramlende død/black, riffs galore, stemning og med de obligatoriske mythos-referencer har jeg ingen chancer for at udelade denne fra årets liste.

 

Disma – Towards the Megalith

Knusende tyngde, en helt perfekt motorsavslyd på guitaren og et af de bedste growls der kan opdrives sender Dismas debutalbum direkte ind på denne liste. Folkene bag er dog ikke helt nye i faget og har nogle gamle dødsmetalklassikere på CV’et, så tilfældigt er det ikke. Når jeg hører dette album sendes associationerne hen imod ‘Into the Grave’ og da det tilfældigvis også er et af mine absolutte favoritalbums gennem alle tider er det slet ikke en dårlig ting.

Blut Aus Nord – 777 Sect(s)

Med dette album begynder de franske eksperimenterende sortmetal-afficionadoer på en planlagt trilogi og de lægger stort ud. Det er knugende, klaustrofobisk og helt umuligt ikke at lade sig opsluge af de atonale hypnotiske lydmure. Efterfølgeren ‘777 The Desanctification’ kom her til november og er også værd at få med sig, afslutningen ‘777 Cosmosophy’ skulle blive udgivet til næste år og så er det jo spændende at se om Blut Aus Nord får lov til også at være med på næste års liste.

Er der nogen jeg har glemt? Det er der sikkert. Er der noget som er gået min næse forbi og som hvis jeg havde hørt det ville være kommet med på listen? Uden tvivl.

Og hvorfor er Revenge’s ‘Scum.Collapse.Eradication’ ikke kommet ud, så jeg kunne skynde mig at smide den på listen efter blot en halv gennemlytning? Den glæder jeg mig ihvertfald til og der er mange andre gode ting at se frem til i 2012.

Godt vintersolhverv og lad nu være med at forspise jer.

/Jesper

Men vent lige.

Når man tænker tilbage på hvad der kom i det forløbne år, kan man heller ikke lade være med at dvæle ved de stinkere, som 2011 også bød på et par stykker af.

Opeth nåede endelig bunden de har sigtet efter de sidste mange år med ‘Heritage‘, men det var nok ikke en overraskelse for de fleste hvor det bar henad (se: nedad). Dens tand- og livløse instrumentmasturbation med krøllet overlæbe er dog mest bare ligegyldig. Da jeg aldrig har været helt så ovenud begejstret for Opeth har jeg ikke noget i klemme, men jeg føler med de skuffede fans. 

Årets absolutte lavmål er dog uden den mindste form for tvivl Morbid Angels ‘Illud Divinum Insanus‘. Man må næsten tage hatten af for hvorledes det er lykkedes at lave et så sublimt tåkrummende pinligt og gennemført forfejlet album og ligesom et biluheld på motorvejen er det sært fascinerende i al sin stråleglans af elendighed. Det er alligevel lidt imponerende faktisk. Det er næsten så jeg vil anbefale folk at komme og låne den, bare for oplevelsens skyld.

Og et hint til Season of Mist’s markedsføringsafdeling: det er ikke fordi den er ‘kontroversiel’ at den tager så meget flak. Det er fordi den er dårlig.

This post was written by:

- who has written 56 posts on MusikBloggNo.


Contact the author

Legg igjen en kommentar på artikkelen

Heng på

@musikkfilmbibl