Kategorisert | Musikk

(Næsten) Nyt metal part IX

Puha, det er godt nok alt for lang tid siden jeg sidst har fået skrevet lidt om hvad vi har fået ind af gode sager på musikbiblioteket. Et venligt kollegialt spark i måsen har dog nu fået mig til tasterne igen og jeg vil da også i den anledning rette opmærksomheden mod vor nabo, Sandnes bibliotek, og deres blog som tak.

Men en masse interessante ting har vi ihvertfald fået på hylderne i tiden der er gået, så jeg kaster mig bare ind i et (næsten) tilfældigt lille udpluk:

PortalVexovoidPortal – Vexovoid

Vexovoid var en af de udgivelser jeg havde gået og ventet på i lang tid og havde store forventninger til og jeg blev bestemt ikke skuffet. Lige fra albummets åbningsnummer, den næsten catchy Kilter (hvis man kan tillade sig at bruge ordet ‘catchy’ om Portal), er der ingen tvivl om at dette er noget der kræver mere end eet gennemlyt for at finde hoved og hale på. Den tykke lydmur og indviklede komposition man bliver præsenteret for fortjener som ingen andre bands at blive kaldt for noget fra en anden dimension og Australien er vel også lige ved siden af. Vexovoid lægger sig stilmæssigt midt mellem den dronende knitren fra Outre’ og den knudrede kompleksitet fra Swarth og mens der ikke er de enkelte numre, der hæver sig højt over deres omgivelser, er der en større følelse af kontinuitet og sammenhæng albummet igennem end på de tidligere udspil. Uden tvivl en stærk kanditat til årets liste over fabeltastiske udgivelser.

WatainTheWildHuntWatain – The Wild Hunt

The Wild Hunt er, ligesom Lawless Darkness var det, endnu et skridt længere mod pæn produktion og letfordøjelighed, men hvor den nævnte forgænger holdt sig på den rigtige side af smertegrænsen, er der nu en del flere opblødninger der gennemsyrer albummets elleve numre. Man kunne nok kalde det eksperimenterende, grænsebrydende, modent og hvad der ellers bliver fyldt på af ord fra anmeldere der i udgangspunktet ikke rigtig bryder sig om sortmetal, når et band begynder at få filet hjørnerne af, men jeg er bange for at det bare er begyndelsen på en udvanding af det der gjorde dem gode. Som sædvanligt. Tudevokal, rockharmonier og ballader på et Watain-album? Nej tak for mit vedkommende, men døm selv.

ChtonTheDevilBuildsChton – The Devil Builds

Til forskel fra de fleste andre norske dødsmetalbands, der går den skramlede og skødesløse Autopsy/Incantation-vej nu om dage, har Chton et mere midteuropæisk tilsnit i lyden, og det af den tunge og fyldige slags endda. Som på deres første album, det nu otte år gamle Chtonian Lifecode, går det i mestendels middeltempo dødsmetal albummet igennem, men hvor forgængeren måske godt kunne bruge lidt variation og særpræg omend det i sig selv var et ganske fornøjeligt bekendtskab, synes jeg nu der er kommet en del mere personlighed og egen stil over sagerne. Det løfter det lige et godt stykke op over middel.

CoffinsFleshlandCoffins – The Fleshland

Coffins spiller mere svensklydende svensk svenskerdød end noget svensk band fra Sverige nogensinde har gjort, hvilket er lidt sært da de kommer fra Japan. Umiddelbart ville man nok sige man har hørt det tusinde gange før, men alligevel er jeg imponeret over hvor bundsolidt godt det faktisk er. Det ene lækre riff efter det andet, den helt rigtige lyd på guitaren (næsten Into the Grave!), fantastisk vokal og det fungerer bare fra ende til anden uden så mange fancy svinkeærinder.

SvartsynBlackTestamentSvartsyn – Black Testament

Jeg var ret glad for Timeless Reign fra svenske Svartsyn, men mens Wrath upon the Earth rigtig nok havde sine momenter var der længere mellem guldkornene på den. Nu er så efterfølgeren (genindspilningen af det første album tæller ikke rigtig) kommet, Black Testament, og selvom den følger ganske godt i forgængerens fodspor synes jeg dog der er en del flere interessante detaljer i numrene her. Det er stadig grimt hæsblæsende sortmetal der er udgangspunktet, men nogle lidt skæve indslag og idéer sniger sig ind i lyden og kompositionerne her og der og det klæder albummet rigtig meget.

OldFuneralOurCondolencesOld Funeral – Our Condolences

Jeg er ikke helt sikker på at jeg med god samvittighed kan anbefale denne opsamling af det bergenske dødsmetalband på grund af hvor god musikken er, for det kan jeg ikke påstå det alt sammen er uden at fortrække en mine. Som en historisk kuriøsitet om optakten til senere tiders større sortmetalbands kan den dog anbefales, om ikke andet så bare for at sige at man har hørt den. Et par reelt rigtig gode guldkorn er der dog at finde i blandt de mere… morsomme… indslag, fx den tidlige Alone Walking.

MaelMordhaDamnedWhenDeadMael Mórdha – Damned When Dead

Det irske band Mael Mórdha er en af de helt sjældne, ja næsten mytiske, folkmetal-bands som ikke spiller hysteriske drikke- og slagsmålsviser med glade fløjter og trækspil og etniske trommer og hvad ved jeg, men til gengæld leverer en flok tunge og deprimerende numre på dette deres fjerde album. Ja, ok, der er en smule fløjte hist og her, men den er ikke så irriterende i det mindste… I lyd og tema er det umuligt ikke at komme til at tænke på Primordial og der taber Mael Mórdha (selvfølgelig) uden tvivl på den lidt anonyme vokal, men hvor de udmærker sig er den mere doom-ish tilgang til kompositionerne. Jeg har ikke hørt nok på bandets udgivelser generelt til at kunne afgøre om Damned When Dead er et for dem specielt album på nogen måde, men det er for undertegnede ihvertfald et fint afbræk når man vil lytte til noget lidt anderledes.

/Jesper

This post was written by:

- who has written 56 posts on MusikBloggNo.


Contact the author

Én kommentar til “(Næsten) Nyt metal part IX”

  1. Sebastian says:

    Kul att du fortsätter med detta. Hade redan tidigare tänkt kolla Svartsyn och Mael Mórdha. Speciellt irländarna. Deras föregående album har en del jättebra moment och såsom du skriver – det går inte att lyssna på dem utan att dra paralleller till Primordial. Och det var inte minst på grund av vokalisten som enligt mig gjorde ett bra jobb med sin starka och dramatiska röst – i alla fall just på “Manannán”. Visserligen blir det inga dryckeskväden, vilda danser eller pälsdräkter här, men de använder fortfarande lite för mycket smink. Är man intresserad i den sorts musik, kan jag gott rekommendera band som Winterfylleth och Wodensthrone.

Trackbacks/Pingbacks


Legg igjen en kommentar på artikkelen

Heng på

@musikkfilmbibl