Kategorisert | Musikk

Nyt metal part VII

Det er vist efterhånden alt for lang tid siden jeg har fået kigget på hvad vi har fået af nyt metal på musikbiblioteket. Det må jeg hellere få gjort noget ved.

Revenge – Scum.Collapse.Eradication

Canadiske Revenge har ladet os vente ganske længe på deres fjerde album, men når det så nu endelig udkom viste det sig at være værd at vente på. Deres kværnende blanding af black, død og grind når her en højere enhed og resultatet er ganske unikt og endda fængende. Jeg lugter lidt en placering på årets liste her.

 

Undergang – Til Døden Os Skiller

Endnu en bejler til årets liste er Undergangs andet album, der på fornem vis opfylder alle forventninger man havde for en opfølger til den fantastiske Indhentet af Døden. Beskidt og grumset dødsmetal af tungeste skuffe og lige som jeg allerbedst kan lide det.

 

 

Tulus – Olm og Bitter

Årets bedste albumtitel står Tulus for og heldigvis dækker den også over et ret godt album. Der er sådan set ikke meget nyt over det, men solidt black’n’roll i sædvanlig Tulus/Khold-stil er ganske udemærket i sig selv jo.

 

 

Sonne Adam – Transformation

Et af de albums, der for alvor slår fast at dødsmetallen er tilbage og stadig sagtens kan udvikle sig i nye spændende retninger, er debutalbummet fra israelske Sonne Adam. Dystert, mørkt og slæbende og et album man kan høre igen og igen.

 

 

Ahab – The Giant

Ahab har æren af at have lavet det bedste funeral doom-album nogensinde, The Call of the Wretched Sea, og selvom efterfølgeren slet ikke var i samme kaliber var det også en rigtig god skive. Dette tredje album synes jeg umiddelbart mangler både sammenhæng og retning og funeral doom’en er ganske trængt væk af post-metal, men på den anden side fornemmer jeg det kan vokse med tiden. Nu må vi se.

 

Marduk – Serpent Sermon

Efter Mortuus’ tilkomst til veteranerne i Marduk genopfandt de sig selv og det seneste album fortsætter hvor Rom 5:12 og Wormwood slap. Som den fantastiske ep Iron Dawn dog gav et tegn på er farten også sat op igen, hvilket klæder albummet gevaldigt. Det er jo trods alt Marduk.

 

 

Barren Earth – The Devil’s Resolve

Finske Barren Earth har fordelen af at have Mikko Kotamäki fra Swallow the Sun på vokalen, men desværre har deres tidligere udgivelser hængt fast i noget ganske uinteressant progdød af den lettere irriterende slags. På The Devil’s Resolve har de dog endelig fået skruet en række gode numre sammen og det fungerer ret godt. Desillusionerede og modløse Opeth-fans kan melde sig her.

 

Faal – The Clouds are Burning

Funeral doom er altså helt fantastisk når det gøres rigtigt og det gør hollandske Faal heldigvis. På dette deres andet album er der en fin afvejet balancegang mellem monoton tyngde og langsomt snigende eksperimenteren og det er helt perfekt at falde i staver til.

 

 

In Mourning – The Weight of Oceans

In Mourning var et af de nye bekendtskaber for undertegnede på Karmøygeddon. Deres på samme tid udgivne nyeste album er lige så godt som deres live-præstation og har siden da været fast bestanddel af min bunke af musik jeg hører på jævnligt.

 

 

… og selvfølgelig er der også kommet mange flere spændende ting end jeg har tid og plads til at skrive om her, fx:

Burzum – Umskiptar

Aura Noir – Out to Die

Unleashed – Odalheim

Cannibal Corpse – Torture

Mournful Congregation – The Book of Kings

Asphyx – Deathhammer

Terrorizer – Hordes of Zombies

Spawn of Possession – Incurso

Meshuggah – Koloss

Borknagar – Urd

High on Fire – De Vermis Mysteriis

Paradise Lost – Tragic Idol

Løb og lån!

/Jesper

This post was written by:

- who has written 56 posts on MusikBloggNo.


Contact the author

Legg igjen en kommentar på artikkelen

Heng på

@musikkfilmbibl