Kategorisert | Musikk

Primordial: Redemption at the Puritan’s Hand

Et bands syvende album plejer enten at være godt inde i den periode hvor trætheden har meldt sig eller alternativt er stilen radikalt blevet ændret, måske allerede flere gange, for at virke friske og vedkommende, men det er ikke altid tilfældet at der er brug for den slags. Primordial er et af de bands, der album efter album har formået at udvikle sig i deres musik og tekster uden at have brug for nogen gimmicks eller at vise nogen tegn på at kreativiteten er ved at dale. 

Redemption at the Puritan’s Hand er efterfølgeren til To the Nameless Dead, der i 2007 banede vej for Primordial til et større publikum end nogensinde før, og som blev hyldet som toppen af deres udgivelser siden deres start for snart tyve år siden. Heldigvis lader det ikke til at bandet har ladet nogen form for pres til at gentage det påvirke hverken deres hastighed med at få lavet nyt materiale eller arbejde med at få skruet nye numre ordentligt sammen, for om noget er det nye album en mere kompleks, dyster og krævende samling sange. Tilsammen minder det egentlig på den måde mere om bandets tidligere album The Gathering Wilderness i sit udtryk end om forgængeren, der var mere direkte og lige på. 

Utroligt nok har Primordial udviklet sig endnu mere i deres uforlignelige evner til at skrue melodier sammen og frontmand Alan Averill imponerer igen med sin lyrik og sine evner som vokalist til at beherske alt fra den rene vokal over til den grove hvæsen og alt ind imellem. Fra det tordnende åbningsnummer No Grave Deep Enough til den melankolske og truende afslutning i Death of the Gods er der masser af detaljer og spændende nye strukturer at tage fat i og selvom numrene som sædvanligt er ganske lange, så er der ingen af dem der føles som om så meget som et skeund er spildt noget sted. 

Hvis man endelig skal lede efter et eller andet at sætte fingeren på, som kunne være bedre, så… erhm… hmm… skal der tænkes lidt. Jo, hvis man endelig skal klage over et eller andet, bare for at gøre det, så kunne man måske ønske lidt mere ren aggression, fordi det er noget som Primordial også for længst har bevist at de mestrer helt perfekt. Det er der skam at finde på dette album, men inkorporeret mere sammen med andre elementer i stedet for at stå alene, så der er ingen ny Traitors Gate eller Heretics Age på dette album. Måske Averill har fået en del af sine rendyrkede aggressioner ud i det frådende voldsomme sideprojekt Blood Revolt sidste år? 

Primordial er et af de vigtigste band på metalscenen lige nu og står som en unik konstellation, fuldstændig uberørt af trends og strømninger, der ellers måtte påvirke musikkens udvikling. At de ikke selv er blevet kopieret igen og igen af et utal af andre bands kan jeg kun tilskrive at det simpelthen ikke er muligt for andre, der ikke har samme kombination af talentfuld musikalsk tyngde og en så engageret og stærk lyriker og vokalist i front, at kunne stykke noget sammen der bare minder om dette bands storhed.

Redemption at the Puritan’s Hand stryger direkte ind på toppen af listen over årets bedste udgivelser og jeg tør allerede nu forudse at den kommer til at ligge helt urørlig der til årets udgang. Det er simpelthen et fantastisk album, som alle der har den mindste hang til en eller anden form for metal burde lytte til og ihvertfald danne sig en mening om. 

/Jesper

Tagget med: ,

This post was written by:

- who has written 56 posts on MusikBloggNo.


Contact the author

Legg igjen en kommentar på artikkelen

Heng på

@musikkfilmbibl