Kategorisert | Musikk

Sail and kill!

Engang var der nogle folk der spillede rock, som fik den idé at det måske ville lyde godt hvis de spillede meget langsomt og skrev tekster om deprimerende ting til, og så havde man lige pludselig en genre der blev kaldt for doom.

På et senere tidspunkt var der nogle andre folk der spillede dødsmetal, som tænkte at det ville måske også lyde godt hvis de prøvede at spille endnu langsommere og med tanke på at de også gerne ville skrive tekster om deprimerende ting, men stadig gerne ville vise at de var lidt ondere end de førstnævnte, fandt de ud af at kalde det for funeral doom. Med dette velunderbyggede og solidt dokumenterede indledende stykke musikhistorie vil jeg i dette indlæg skrive om funeral doom-bandet Ahab.

Ahab er verdens bedste funeral doom band nogensinde. Med tanke på hvor få der trods alt er af den slags bands bør det måske også påpeges at det generelt er et af de bedste bands der findes den dag i dag overhovedet efter min mening. Så er det altså sagt og slået fast.

Det mest slående omkring Ahab er nok deres fascination af havet og af hvalfangst i særdeleshed (den årvågne læser vil genkende bandets navn fra Melvilles Moby-Dick) og med deres ekstremt tunge og stemningsfulde musik er det lige før man kan mærke den isnende kulde, det salte skumsprøjt, stormen og desperationen i kampen mod naturen. Bandet forsøger til forskel fra flere andre funeral doom-bands ikke at konkurrere i hvem der kan spille langsomst (selv om det ganske rigtigt går ret langsomt for det meste), men bruger derimod musikken som et bagtæppe for nogle helt fantastiske lydbilleder, som inviterer til virkeligt at lægge sig ned og lytte et helt sammenhængende album igennem fra ende til anden, og når de sidste toner fortaber sig er det lige før man er helt udmattet. Hele stemningen er mørk, dyster og man længes hele tiden efter og kan næsten mærke et crescendo, som aldrig kommer, istedet trækker det blot een endnu dybere ned i mørket.

The Call of the Wretched Sea er det første album fra Ahab og på dette når man, hvis jeg husker korrekt fra romanen, omkring en tredjedel ind i fortællingen om Moby-Dick og den gale kaptajn der jagter ham. På The Divinity of Oceans tager bandet en pause fra Moby-Dick og følger istedet dagbogen fra et besætningsmedlem på et andet hvalfangerskib, som selvfølgelig heller ikke får det alt for nemt. Dette er et lidt lettere og måske mere tilgængeligt album, med en mere melankolsk stemning end den nærmest klaustrofobiske undergangsstemning på debutten.

Hvis det ikke er blevet gjort klart nok, så er jeg altså meget glad for Ahab og kan anbefale det på det varmeste.

Biblioteket har Ahabs nyeste album, The Divinity of Oceans, og jeg håber også snart at deres første album, The Call of the Wretched Sea, ankommer til biblioteket.

/Jesper

Tagget med: ,

This post was written by:

- who has written 56 posts on MusikBloggNo.


Contact the author

Legg igjen en kommentar på artikkelen

Heng på

@musikkfilmbibl