Kategorisert | Musikk | Påske

Sort påske i Oslo mk IV

Igen påske, igen Inferno, igen den samme klagesang over at føle sig alt for gammel og udslidt bagefter (fyld bare på selv her, det er samme smøre som de andre indlæg om Inferno, nu bare med endnu et år mere i rygsækken).

Først lidt brok over det dårlige, så er det ligesom af vejen:

Det har altid været der i en eller anden grad, men i år synes jeg det var begyndt at blive direkte irriterende, nemlig alt det der intet har med musik at gøre. Boder med alskens dimser til overpriser, busture, ølsmagning, sponsorerende dyreværnsforeningers opfordringer til at blive vegetar(?!?), få-taget-billede-med-oversminket-kvindfolk-stand, frisør, tatovør og alt mulig andet ligegyldigt idioti kunne de for min skyld gerne kaste langt væk og glemme alt om. Desværre er den slags overflødigt pladder nok vigtigt for alle de folk, der kommer for at blive set i deres udklædninger og lakkostymer og korsetter og ikke er der for musikkens skyld.

Men. Det kan man jo overleve, så længe den musikalske del ikke falder ned på samme ynkelige niveau. Og det gjorde den ihvertfald ikke i år! Ved første øjekast var der måske ikke mere end et par navne man virkelig bare måtte se, men til gengæld var der rigtig mange ting som kunne være interessante, en del overraskelser in spe og så et par navne man gerne ville se på, bare fordi. I praksis endte det så med panisk løben fra den ene fine koncert til den anden i timevis, ihvertfald to af dagene. Helt perfekt! 

Den første koncert jeg fik med mig var Chton, som jeg lod mig fortælle kun havde spillet en enkelt koncert før. Om det er rigtigt skulle jeg ikke kunne sige, men der var ihvertfald en del småfejl undervejs. I sidste ende betød det dog ingenting, tværtimod gav det næsten sættet en hyggelig intim stemning og alt i alt var det en rigtig fin start på det hele.

Execration ville jeg gerne have set, men stedet og tidspunktet var ikke helt samarbejdsvilligt, når man også rigtig gerne ville se Kirkebrann, så sidstnævnte blev det til. Det var bestemt det værd og som det nyere band de er med kun en enkelt demo i bagagen, så håber jeg virkeligt at både høre og se mere til dem.

Corpus Mortale åbnede ikke bare John Dee, men selve Inferno, og de satte barren rigtig højt for resten af weekenden. En knusende tyngde, godt hjulpet på vej af en perfekt lyd , en række af de bedste knurre-med-hits, et udemærket fremmøde selv på det tidlige tidspunkt og så var stemningen i top ti sekunder efter at festen var sparket igang. Den bedste start man kunne have ønsket sig!

Anaal Nathrakh spillede desværre uden den ene af sine bagmænd, men det havde man nok ikke bemærket hvis ikke vokalist Dave Hunt havde gjort publikum opmærksom på det. Det var en lige så hæsblæsende vred og aggressiv udladning som man kunne regne med og det var også imponerende at bevidne at frontmanden faktisk kan holde til vokalen en hel koncert, såvel som at den til lejligheden medbragte trommeslager faktisk kunne spille numrene med de normalt programmerede trommer. Man blev helt forpustet bare af at stå og lytte til det.

Trollfest spillede deres hysterisk overgearede Finntroll-plagiat, med hundrede mand på scenen og fløjter, violiner, trommer, harmonika og whatnot, alt hvad de kunne og når stadig ikke deres forbilleder til sokkeholderne, at dømme efter den meget korte tid jeg kunne holde ud at høre på det.

Lokale The Konsortium måtte man ned og heppe lidt på og det var også ganske udemærket. Under koncerten var det dog tydeligt at vokalisten læste teksterne fra en medbragt bog, men det gav mere mening da man bagefter fandt ud af at roret var blevet overtaget af Kvelertaks vokalist i sidste øjeblik på grund af sygdom.

Vesen fik jeg med mig da de spillede på Southern Discomfort i Kristiansand sidste år og dem skulle jeg ihvertfald se igen. Deres en-to-tre røvballeblackthrash er som skabt til god stemning og festivitas, selv for dem som ikke har hørt numrene før, og denne gang var ingen undtagelse. Med Messiah fra Mayhem som gæstevokalist på et cover af klassikeren Deathcrush som afslutning ville jublen ingen ende tage. Een af Infernos bedste koncerter synes jeg.

Borknagar er normalt en lidt blandet fornøjelse synes jeg, noget er rigtigt godt, noget er mindre godt. Alligevel havde jeg glædet mig til koncerten, da jeg ikke havde hørt dem live før. Desværre druknede de rigtig gode ting i den alt for homogene masse som koncerten føltes som og jeg kunne ikke rigtig finde nogen højdepunkter. Om det er sådan generelt live eller om det var et resultat af dårlig lyd eller bare en dårlig aften skal jeg ikke kunne sige, men jeg lod mig ihvertfald ikke rive med og efter en halv time blev beslutningen om at komme sig hjem i seng og være frisk til næste dag taget.

De ellers meget roste Agalloch er ikke en af mine favoritter. Koncerten ændrede ikke på det.

Velnias er et af de hersens naturinspirerede hippie-black bands der er blevet moderne på den anden side af havet og som efter min mening slider med at have alt for meget uinteressant fyld på deres alt for lange numre. De rigtig gode partier druknede desværre mellem disse.

Tsjuder havde jeg virkeligt glædet mig til, da de er en af de favoritter, som jeg aldrig har haft glæden af at se på scenen. De indfriede uden den mindste form for skavanker enhver forventning  og det var fantastisk at de selv med een guitar i liveopsættet uden problemer leverede den uigennemtrængelige mur der skal til. Der var ikke meget smalltalk eller pauser i sættet, men det var der ikke brug for med så energisk et band, i særdeleshed en trommeslager, der konstant ser ud til at ville kravle over sit trommesæt i sin iver. Endnu en koncert i konkurrencen om årets bedste.

Absu er lidt hit or miss på deres albums synes jeg, men jeg havde dog glædet mig til at se dem alligevel. Desværre synes jeg lyden til koncerten var en smule dårlig, ihvertfald der hvor jeg stod, så selv de gode numre mistede en del af deres indtryk.

Autopsy var også et af de navne jeg havde glædet mig til, men desværre nåede jeg kun at se en del af koncerten. Det jeg fik med mig indeholdt dog et par af de fine både gamle og nye hits man gerne ville høre og selvom de som en ganske aparte ting har vokalisten bag trommesættet, var resten af bandet mere end habile nok til agere frontfigurer på scenen.

Throne of Katarsis åbnede Rockefeller lørdag. Det er fuldt fortjent at de nu rykkede dertil, efter at have spillet på John Dee da de sidst gæstede Inferno, de bliver bedre og bedre. Kontrasten mellem de hæsblæsende passager og de dronende mure af distortion fungerer rigtig godt, tilsæt ild, lys og tyk tåge og hele pakken på scenen giver mere indtryk af en messe end en egentlig koncert. Bestemt tommelfinger opad!

Svarttjern spillede også på Inferno for et par år siden og da det havde været en fin koncert skulle man jo se dem igen. Det viste sig at være et godt valg, da de denne gang var endnu bedre end jeg husker dem fra sidst.

Einherjer spillede en ganske god koncert, men det var ligesom om stemningen ikke helt ville igang. Hvis man skulle pege på hvorfor, så er det måske at sættet der var valgt måske havde lidt for meget langtrukken opbygning der ikke rigtig gik nogen vegne og lidt for lidt højdepunkter. Med Ironbound til afslutning blev det meste dog tilgivet.

Decapitated er ført frem som teknisk dødsmetal, men mens den første del sikkert er der, er der mindre at spore af den anden synes jeg. Med polerede chug-a-chug riffs, breakdowns og jumpdafuckup-trommer lyder det for mig mere som nogen der gerne vil tiltrække sig opmærksomhed fra teenagesegmentet som en hurtigere version af whatever-core. Jeg er bestemt ikke imponeret.

The Monolith Deathcult spiller industrielt dødsmetal, heldigvis hovedsageligt sidstnævnte, til en grad hvor det kunne være lidt ligegyldigt med de elektroniske bip-lyde i baggrunden. Efter at have hørt et par numre med dem før afrejse var det ikke noget jeg havde voldsomt stor tiltro til, men de overraskede meget positivt med en brutal og tung koncert.

One Tail, One Head er endnu et af de nyere bands, som går tilbage til sortmetallens udgangspunkt i punk og forkaster alt udvanding af genren. Riff, rytme og fremad, med en vokal i front, der gør at det skiller sig ud fra hvad man ellers har hørt før. Det fungerede simpelthen fantastisk live og det var umuligt at holde hovedet i ro undervejs. Mere fra dem, tak.

Som det allersidste indslag på Inferno var det altoverskyggende navn Arcturus. Dem havde jeg virkeligt glædet mig til at se på Southern Discomfort i Kristiansand sidste år og de indfriede alt og lidt til der, så denne koncert havde jeg virkeligt høje forventninger til. Det skulle vise sig at jeg sagtens kunne have forventet mere, for jeg kan næsten ikke beskrive det som andet end at det var virkeligt, virkeligt godt. At det sidste nummer så var Raudt og Svart satte bare en streg under det hele. Uden sammenligning Infernos bedste koncert med lyd, stemning, band og alt andet i top og den allerbedste måde at afslutte årets festival på.

Så er der jo desværre et helt år til næste gang, øv da også. Men så er det godt at man indtil da kan se frem til den snarlige Karmøygeddon, Ozzy, Southern Discomfort, Kill-Town Deathfest og hvad der ellers måtte komme i årets løb.

/Jesper

This post was written by:

- who has written 56 posts on MusikBloggNo.


Contact the author

Legg igjen en kommentar på artikkelen

Heng på

@musikkfilmbibl