motorhead

Ace Of Spades – Motorhead

The only card you need…

Les mer

Publisert under Metal, Musikk, Rock, Song StoryIngen kommentarer

Smoke On The Water – Deep Purple

Smoke On The Water – Deep Purple

The popularity of ‘Smoke On The Water’ came as something of a surprise to the band… Les mer

Publisert under Metal, Musikk, RockIngen kommentarer

Cremen af 2015

Cremen af 2015

2015 er overstået og så må man jo komme med sit eget skvæt i best of-listernes bundløse pøl. Med den sædvanlige disclaimer om glemte og oversete udgivelser, er her hvad der var sværest at få ud af afspilleren i året der gik: Les mer

Publisert under Metal, MusikkÉn kommentar

caselogicblogg

Sanger fra en øde øy

fiolinøyblogg

 

Du har strandet på en øde øy ; spiser kokosnøtter ; smiler kontaktsøkende til insekt, og forsøker å fange fisk med et spyd du selv har spikket. Så en dag får du øye på en svær kiste. Den er stappfull av batterier (+ et skattekart til en nedgravd CD-spiller). Og i samme øyeblikk som “spaden” av en halv kokosnøtt støter borti hard, sort plastikk, hører du en stemme fra oven som lover deg én CD – du kan selv velge hvilken…

 

Med på reisen

Mens jeg ryddet på loftet og plukket ut det beste fra 10 handleposer med CD’er, fant jeg en CD-mappe (av merket Case Logic). Før Spotify, smarttelefoner og nettbrett var denne museumsgjenstanden som en paktens ark. I forkant av en reise brukte jeg flere timer, gjerne fordelt over en uke med kritisk lytting, på å plukke ut hvilke CD’er som skulle få være med. Mappen har kun 24 plastlommer, så jeg måtte foreta et kresent men variert utvalg.

caselogicblogg

Musikknerdenes verste mareritt (og samtidig ultimate kjærlighetserklæring)

Vi som jobber på Sølvberget er til daglig omgitt av tusenvis av bøker og CD’er. Så jeg utfordret mine kolleger med musikknerdenes verste mareritt (og samtidig ultimate kjærlighetserklæring): Om du kun får ta med deg ett album til en øde øy – hvilket ville du valgt?

 

patrickhall

 

  • Øyvind Berekvam: On the Beach av Neil YoungOn the Beach er et mesterverk. En uendelig fascinerende utgivelse som ikke passer inn noe sted i Youngs katalog. Det ligger og vaker midt mellom den akustiske countryutgaven av canadieren og den aggressive gitarstøymakeren. Det er et album man aldri får helt taket på. [Les resten av omtalen på Berekvams blogg: Uendelig ensomt på stranda]

 

  • Åsmund Ådnøy: Jeg ville tatt med meg Jeff Buckleys Grace, selv om Hallelujah er utspilt og oppbrukt i all verdens filmer og talentkonkurranser. Enorm variasjon, Buckley er en fiks ferdig artist på denne plata samtidig som det låter ferskt og dristig. For ikke å bli lei av den, hører jeg den bare en gang i året nå for tida, og da ikke som bakgrunnsmusikk.

 

  • Magnus CappelenThe Jimi Hendrix Experience – Electric Ladyland (1968). Første skikkelige dobbeltalbumet jeg fikk (unnskyld Kiss, men Alive teller ikke). Fortsatt en bauta. Albumet har absolutt alt. Drømmende psykedelia som jeg antar er et must på en øde øy (feks 1983… A merman…). Den byr på det som fortsatt er den mest bad-ass gitaroppvisningen noensinne (Voodoo Child-slight return). Den har tidenes beste coversang (All Along the Watchtower). Den blåser originalen av banen. Passe mengder blues over hele linja. Og et par lette popsanger, som er dets svake punkt, men det trengs på en øde øy (Little Miss Strange). Så kommer tilleggspørsmålet: hvilken versjon jeg skal velge og med hvilket cover? Det fargerike fotoet av Jimi på scenen eller det han selv var flau over: med 19 nakne damer?

electric ladyland 2

 

  • Torbjørn Kristian Aarek:

 

  • Siri Oddfjell RisdalRadiohead med OK Computer. Den vakreste platen som finnes, og både sangene og platecoveret har så mange lag at det rekker som underholdning til et livslangt opphold på en øde øy.
  • Anne Kristin Nybø: Siri, den øya vil ikke være så øde som du tror – jeg er nemlig der med deg og nyter Radiohead… [redaktørens anmerkning.: litt juks dette Anne Kristin, men kanskje Torbjørn ved hjelp av sin sang klarer å lage en båt og ro deg over til Siri:]

 

  • Olav Nilsen: Jeg ville tatt med meg Blind Willie Johnsons Dark was the night (Cold was the Ground) en 78 plate fra 1927. Dette musikkstykket ble med på Voyagers Golden Record til verdensrommet i 1977 for å representere mangfoldet av liv på Jorda. Dark was the night ble valgt som det menneskelige uttrykket for ensomhet. Tror denne kunne fått meg i godt humør. For å balansere denne låten med noen andre tidløse sanger fra samme tidsperiode som ikke bare fokuserer på ensomhet ville jeg tatt med samlingen Anthology of American Folk Music som ble samlet og satt sammen av Harry Smith tidlig på 50-tallet. Rev. Sister Mary Nelsons låt Judgement kunne sikkert være noe å bryne seg på når jeg følte at det gikk mot det siste og det var tid for en liten oppsummering. [redaktørens anmerkning: strengt tatt litt juks dette Olav, men grunnet lang og tro tjeneste for musikken skal du få ta med deg to ting (altså én 78-plate og én antologi)]

 

  • Tor Ketil SolbergThe Cinematic OrchestraEvery day (2002). Fordi det er tankefullt komponert og utført, en overlegen og tilbakelent syntese av funk-groove, blues, soul og hip hop uttrykt på jazzspråk.

 

  • Marit Egaas: Jeg ville tatt med meg Fairytales med Radka Toneff. Et fantastisk lykketreff av en liveplate med Toneff og pianisten Steve Dobrogosz. Den kan jeg høre når jeg er lei meg og når jeg er glad, når jeg er trøtt og når jeg er opplagt. Radka sin stemme gjør bare underverker med låtene på denne plata. Utvalgt spor: The moon is a harsh mistress (helst når månen skinner over den øde øya).
  • Susanne BorgRadka Toneff har en stor plass i mitt hjerte. Må jeg velge ett album så blir det Fairytales medRadka Toneff (sang) og Steve Dobrogosz (flygel). Det albumet har jeg spilt om og om igjen, og det gjør noe med meg hver eneste gang.

 

  • Stig Beite Løken [lokal forfatter]: Det kommer selvsagt an på hva slags øde øy det er snakk om. Er det en forblåst øy, en tropisk øy, en arktisk øy, en øy dekket av palmer, snøfonner, steinansikter? Finnes det dyr på øya? Hester, kaniner eller sommerfugler? Egentlig spiller det ingen rolle. Jeg hadde tatt med den samme musikken om endestasjonen var Bouvetøya i Sørishavet eller Navassaøya i Det karibiske hav. Det står mellom The Queen is Dead (1986) av The Smiths, Script of the Bridge (1983) av The Chameleons, Power, Corruption and Lies (1983) av New Order, The Plateaux of Mirror (1980) av Brian Eno og Harold Budd,Unknown Pleasures (1979) eller Closer (1980) av Joy Division og The Head on the Door (1985) eller Disintegration(1989) av The CureÅtte album. Ganske mange flere enn ett. Jeg spiller av og til rollespill, av typen Dungeons & Dragons, og dermed har jeg ofte noen terninger liggende i sekken. Mens jeg skrev dette, lot jeg en åttesidet terning bestemme hvilket album som hadde blitt med i bagasjen til den øde øya. Terningen befalte: The Plateaux of Mirror. Dette er det andre albumet i Ambient-serien til Brian Eno som begynte med klassikeren Music for Airports (1978) og skiller seg fra de andre albumene jeg nominerte i den forstand at det ikke finnes trommer, sang, gitar, synther eller bass. Eno laget noen forsiktige lyder som komponist og pianospiller Harold Budd forholdt seg til da han improviserte pianostykker. Dette er musikk som gjerne kan kalles bakgrunnsmusikk, men det er likevel ikke av typen heismusikk eller muzak som du umiddelbart glemmer når musikken er over og som heller ikke gjør noe med deg når du lytter til den. Jeg brukte The Plateaux of Mirror som arbeidsmusikk da jeg skrev novellesamlingen Det finnes ingenting mer livsbejaende enn å være mørkeredd og tre år senere romanen Skogen i tapetet. Det er musikk som får meg til å visualisere landskap i skjæringspunktet mellom fantasi og hukommelse: Jeg forestiller meg et snøkledd skogbryn som jeg ikke kan vite stammer fra et sted jeg har vært, sett eller bare diktet opp. Hver gang jeg lytter, ser jeg nye landskap. Titlene på musikkstykkene er også visuelle: “Wind in Lonely Fences”, “Among Fields of Crystal”, “Above Chiangmai”, “An Arc of Doves”. Det geografiske premisset til denne anbefalingen (ta med deg et album til en øde øy) passer bra med omslaget til albumet som viser et geografisk terreng på et kart. Det er bare å lese Atlas over fjerne øyer av Judith Schalansky, sette på The Plateaux of Mirror og dra til alle de øde øyene du kan forestille deg.

 

  • Ebbe HelbergNeutral Milk HotelIn the Aeroplane Over the Sea. En plate du kan høre igjen og igjen, alltid oppdage noe nytt, gråte til, le til, danse til.

 

  • Anne Klovning: Soundtracket til filmen Dead Man av Jim Jarmush. Soundtracket har samme navn, men musikken er laget av Neil Young. Hans gitarspill skaper en utrolig finurlig stemning som veksler hårfint mellom fintfølende partier og den underliggende skyggen av det groteske som overtar i enkelte deler av både filmen selv og soundtracket. Men soundtracket har skapt sin helt egen vri og lydbilde som ikke finnes på filmen. Her er det en fremtredende bildur som skaper en rød tråd gjennom fortellingen eller reisen. Det høres ut som om indianeren og hovedpersonen kjører rundt i en bil, hvor de stopper enkelte steder for å utføre diverse oppdrag, for så å rømme av gårde etterfulgt i bilen igjen. Dette blir en lang og sammenhengende collage av filmreplikker med lydbilder fra bilen, opplesning av William Blakes dikt understreket av Neil Youngs stemningsfulle gitarspill. Fantastisk bra! [Les resten av omtalenmusikkbibliotekets blogg]

 

  • Elisabeth Dyvik: Hvis jeg virkelig bare kunne ta med ei plate?  Det er så mye tidløs jazz og så mye variert klassisk jeg aldri blir lei av å høre, men jeg tror likevel jeg ville plukket med meg Bob Dylans Blood on the Tracks.  Musikken er variert, tekstene både enkle og underfundige, og så fortelles det historier man kan spinne videre på eller bare synge med. Grunntonen er kanskje trist, men man blir vel litt ettertenksom på en øde øy, så det passere bra med ei plate som også rommer adskillelse og savn.

 

  • Eli Seim: Eg vel ei Cover-plate, litt for variasjonens skuld, men mest fordi eg fekk ei ny oppleving av Alf Prøysens tekstar då Med Blanke ark kom ut i 1994. Innpakka i forskjellige musikksjangrar, og til og med andre dialektar enn Hedmarksdialekten, oppdaga eg kor geniale dei er. Det er så tungt, så tungt når Reidar Larsen framfører Slibesteinsvalsen at ein blir nesten lamslått.  Heldigvis kjem stemninga seg når Mia og Froddien stemmer i med Husmannspolka.

 

  • Jesper Heyn OlsenInto the Grave med Grave er ikke bare det bedste dødsmetalalbum nogensinde lavet, det er undertegnedes absolutte yndlingsalbum gennem tiderne. Med den perfekte lyd, produktion og en endeløs række af fantastiske numre fra ende til anden er det et album man aldrig nogensinde bliver træt af at lytte til igen og igen. Der er fare for at åbningsnummeret “Deformed” vil være slidt af skiven et par uger efter ankomsten til øen. Er det lov at tage to eksemplarer af den med?

 

  • Bjørn Kjetil Fredriksen: The Stone Roses – The Stone Roses. Eneste plata jeg orker å høre på veldig ofte – og som jeg alltid blir oppstemt av. Samtidig er det viktig å være kul på en øde øy – både for å holde moralen oppe og for å komme godt overens med skumle dyr.

 

 

  • Siv-Merethe Søbye: Coverplate her og! Ennå eldre enn Eli sin. I 1985 kom Lost in the Stars: The Music of Kurt Weill og jeg elsker den. På grunn av Lou Reeds fantastiske tolkning av September Song, Marianne Faithfulls The Ballad of the Soldiers Wife og ikke minst Tom Waits’ What Keeps Mandkind Alive?

 

  • Christian N. Tønnessen: Kanskje et umulig valg før man faktisk er på øya. Men for meg står det mellomAstral Weeks av Van Morrison, Forever Changes av Love, Sketches of Spain av Miles Davis og Live/Dead av Grateful Dead. Astral Weeks og Sketches of Spain ville i lengden blitt emosjonelt utmattende. Og selv om melodiene på Forever Changes er fantastiske er det nettopp de jeg etter hvert hadde blitt lei av. Så det må nok bli Live/Dead av Grateful Dead. Grateful Dead er jo viden kjent for deres fantastiske evne til å improvisere. Og når de får det til, som på Live/Dead, skaper de et uhyre detaljert, variert og ordnet kaos jeg aldri blir lei av å lytte til. Det er lyrisk, oppløftende og utadvendt. Og som en softis dyppes det hele i et herlig popmusikalsk dryss. I tillegg rommer den alt fra den legendariske space-jam’en Dark Star, crowdpleaserenTurn On Your Lovelight, de iskalde støyeksperimentene i Feedback, og sist men ikke minst den nydelige hymnen/vuggevisen And We Bid You Goodnight.

 

  • Tone Larssen RogneLars Bremnes sin nye plate Himmel nok tel alle liker jeg veldig godt. Både melodi og tekst er slik at du finner noe nytt og spennende for hver gjennomlyttning. Sånn i utgangspunktet kunne jeg anbefalt både Lars, Ola og Kari Bremnes sitt univers til en øde øy.

 

  • May-Britt Bolle: Jeg ville blitt glad om Wish you were here av Pink Floyd hadde kommet fallende fra himmelen. Men jeg hadde blitt ekstra glad om Joseph Canteloubes Chants d’Auvergne med Bailero var den som kom dalende.

 

  • Ingunn ØvrebøMadrugada: Industrial Silence eller The Nightly Disease. Songane “A deadend mind” og “Vocal” er favorittar. Sivert Høyem sin stemme går det ikkje an å bli lei av.

 

  • Morten KeimVan MorrisonIt´s Too Late to Stop now… Tidenes beste livealbum. Van i storform og knall band.  De fleste låtene er definitive versjoner. «Celtic soul music» av ypperste klasse.

 

  • Helge Risvand: Det kommer litt an på hvor denne øde øya er – om det er øde øy ute i Byfjorden, litt nord for Ny-Ålesund eller en halvtimes båttur fra Tongatapu. Men er jeg lenge nok der, så vil jeg savne hjem. Så mens jeg venter på å bli hentet, så sitter jeg og hører på Gåte og «Jygri».

 

  • Karen Haugsgjerd Reme-Stigel: Kind of Blue av Miles Davis. Soloene til Miles, Coltrane med flere gjør ethvert gjenhør til en ny musikalsk eksplosjon! Heia Miles Davis!

 

 

 

CD’ene kan du selvfølgelig låne på musikkbiblioteket i Stavanger:

 

ødeøyutstilling

 

Desert Island Discs

Artikkelen er inspirert av BBC 4s radioprogram Desert Island Discs, som har vært på lufta siden 1942. Her er noen smakebiter:

 

royplomley2

 

Det er flere som har latt seg inspirere av dette konseptet. Blant annet Greil Marcus som redigerte boka Stranded: Rock and Roll for a Desert Island.

strandedgreilmarcus

Publisert under Blues, Eksperimentell, Filmmusikk, Folkemusikk, Jazz, Klassisk, Metal, Musikk, Pop, Psykedelia, Psykedelisk, Rock, Singer-SongwriterIngen kommentarer

Maryland Deathfest

Maryland Deathfest

Maryland Deathfest er en af de begivenheder man kigger på hvert år og savler over alle de gode ting der skal spille der, men som man aldrig får mulighed til at tage til, i dette tilfælde på grund af beliggenheden i Baltimore. Les mer

Publisert under Metal, MusikkÉn kommentar

Nyt metal part XII

Nyt metal part XII

474453Marduk – Frontschwein

Marduk har gennem årene lavet masser af fine albums, men det er lang tid siden de har lavet noget virkeligt exceptionelt. Med Frontschwein er de dog kommet frem til den perfekte blanding af gammelt surheds-Marduk og nyere Mortuus-Marduk og krydret det med en god håndfuld lækre riffs og inspirerede kompositioner. Resultatet er deres efter min mening måske bedste samlede album i deres diskografi på denne side af årtusindskiftet.

 

451996At the Gates – At War with Reality

Uhada, dette var et af de albums jeg havde set frem til med blandede følelser. 19 år efter Slaughter of the Soul og efter mange forsikringer om at der ikke ville komme mere nyt fra deres side af, kom så At War with Reality. Man kunne åbenlyst frygte at det ville blive enten en halvkedelig Slaughter of the Soul II for at tilfredsstille pøbelen eller alternativt en pinlig omgang hvor det gode navn på coveret blev slæbt gennem mudderet for at hive lidt småpenge ud af de hungrende fans. Utroligt nok viste det sig faktisk at være et ganske godt album. Ja, det minder om Slaughter of the Soul. Nej, det er (selvfølgelig) ikke lige så godt som The Red in the Sky is Ours. Men At War with Reality kan sagtens stå på egne ben i sine forgængeres nærvær uden at skamme sig og det tager jeg hatten af for. Det havde jeg faktisk ikke lige set komme.

 

436127Entombed A.D. – Back to the Front

Der er ganske rigtigt meget langt fra den fantastiske og klonaffødende Left Hand Path til hvor Entombed befinder sig i dag, men hvis man et øjeblik glemmer at de er skaberen af denne milepæl i metalhistorien og lytter til Back to the Front på dens egne præmisser, så kan man blive ganske positivt overrasket. Stilen fortsætter i direkte lige linie fra Serpent Saints uden de større eksperimenter, lige-ud-af-landevejen death’n’roll med en god mængde fængende riffs og det er helt i orden.

 

406546Den Saakaldte – Faen i Helvete

Den længe ventede Kapitel II: Faen i Helvete fra Den Saakaldte var et album jeg havde set frem til i lang tid og som desværre så blev udsat et par gange. Faen i Helvete er et ret fint album i sig selv, men forventningerne til et album der skulle efterfølge den fænomenale All Hail Pessimism, har haft god tid til at vokse sig store. Komposition og riff gør heldigvis stadig at der ingen tvivl er om hvem man lytter til, men i det store hele er der tale om et lidt mere regulært black metal-album, lidt pænere præsenteret og uden de helt store eksperimenter og overraskelser. Det er der dog heller ikke per se noget i vejen med og albummet ser ud til at vokse sig større hver gang man giver det en omgang.

 

428888Solbrud – Jærtegn

Jærtegn er Solbruds andet album og de fortsætter her med deres atmosfæriske og laaangtrukne sortmetal, denne gang endnu bedre end deres selvtitulerede debut. Der er kun fire numre at gøre godt med her, men hvis man er glad for den stemningsfulde monotoni og langsomme udvikling og opbygning, krydret med et par akustiske afbræk her og der, er der masser at tage fat på og ens opmærksomhed belønnes til fulde. Se dem på Infernos klubaften i starten af næste måned! Det skal jeg ihvertfald.

 

408080Septicflesh – Titan

Septicflesh tilhører den flok af bands, som ikke kan lave et riff uden at tænke over hvordan det ville lyde hvis man smurte det ind i keyboard og strygersektioner og kor og måske lidt mere keyboard. Pompøst, bombastisk, svulstigt og en smule halsbrandsinducerende er nok gode ord at beskrive Titan og det meste af deres diskografi med. Det falder ikke helt lige i min smag den slags, men hvis man er i humør til det, så er Septicflesh generelt i den bedre ende af valgmulighederne, da de for det meste trods alt stadig husker hvad en guitar og et godt nummer er. På Titan er kvalmegrænsen dog ved at være nået.

 

/Jesper

 

Andre nye ting inkluderer:

Anaal Nathrakh – Desideratum

Obituary – Inked in Blood

1349 – Massive Cauldron of Chaos

Six Feet Under – Unborn

Winterfylleth – The Divination of Antiquity

Orange Goblin – Back from the Abyss

Horrendous – Ecdysis

YOB – Clearing the Path to Ascend

The Haunted – Exit Wounds

Sólstafir – Ótta

Hammerfall – (r)Evolution

Earth – Primitive and Deadly

Triptykon – Melana Chasmata

Electric Wizard – Time to Die

Exodus – Blood in, Blood Out

Keep of Kalessin – Epistemology

U.D.O. – Decadent

Blind Guardian – Beyond The Red Mirror

Publisert under Metal, Musikk, NyheterIngen kommentarer

Cremen af 2014

Cremen af 2014

Decemberlistetiddisclaimeraltdetdergo! Les mer

Publisert under Metal, MusikkÉn kommentar

Nyt metal part XI

Nyt metal part XI

403449Dread Sovereign – All Hell’s Martyrs

Alan Averill er en travl mand. Nu fik han åbenbart også lyst til at lave noget gammeldags doom, så nu har vi også Dread Sovereign. Umiddelbart lyder All Hell’s Martyrs som et ganske udemærket album og hans vokal passer som forventeligt også ret fint til det, men efterhånden som man tygger sig igennem albummets ganske lange numre er der desværre lidt for meget der begynder at flyde sammen. Der er isoleret set ret gode numre imellem, som den tidligere ep-udgivelse We Wield the Spear of Longinus, men overordnet set er der lidt for meget fyld og navlepilleri og lidt for lidt gode idéer til at holde det hele kørende. Værd at give et lyt er det dog og så håber jeg ellers det betyder alle guldkornene er blevet gemt til Where Greater Men Have Fallen fra Primordial, som kommer senere på året.

407336Diocletian – Gesundrian

Riff, blastbeat, værsåartig. Der er ikke så mange nuancer eller svinkeærinder på dette tredje album fra New Zealands Diocletian, blot lidt over en halv times direkte war metal, der går efter struben. Hist og her er der lige nogle korte pusterum med mere doom’ede indslag, men det er en stakket frist før det går løs igen. Det er alt i alt helt i orden, specielt når det leveres så godt som det gør her. Hvis man er til Revenge, Blasphemy og deslige, så er det bare med at få Diocletian med sig også.

403715Desecresy – Chasmic Transcendence

Et af de senere års bedste og mest interessante doom/død bands er finske Desecresy. I tillæg er de også ganske produktive og konsistente, med et nyt album klar hvert andet år siden 2010, uden på noget tidspunkt at gå på kompromis med kvaliteten. Chasmic Transcendence er som forgængerne en knusende tung affære fyldt med lækre riff og om muligt er det endda blevet lidt tungere og lidt mørkere siden sidste album. Denne gang er numrene lidt kortere og mere direkte, til gengæld er der flere af dem end på de foregående udgivelser. Anbefales varmt.

405335Mayhem – Esoteric Warfare

Mayhem er nok ikke verdens mest produktive band, men til gengæld får man hver gang noget nyt og spændende. Nogen gange bliver det så lidt for eksperimentelt til at være godt (Grand Declaration of War) eller en smule anonymt (Chimera), men med Esoteric Warfare får man så et album som rammer plet. Esoteric Warfare er vældig kold og klinisk i sit udtryk, hvilket passer ganske fint til albummets koncept. Jeg kan forstå hvis den sterile produktion og eksekvering ikke er for enhver smag (faktisk er det normalt ikke noget for mig), men lige her fungerer det bare synes jeg.

407357Doom:VS – Earthless

Funeral doom generelt er en svær balancegang mellem det på den ene side direkte kedelige og på den anden side ikke at gøre det tungt og monotont nok. Earthless er egentlig et udemærket album at give et lyt eller to og der er nogle lækre tunge passager her og der (specielt i nummeret White Coffins), men det er nok som helhed lige lidt for lyst og pænt til at jeg synes det er helt godt eller interessant nok til at jeg ville sætte det på når lysten til noget funeral doom melder sig. I tillæg så skal folk altså lære at råbevokal og sådan noget pinligt snakke-messe-fjolleri er frygteligt og ikke hører hjemme nogen steder.

Publisert under Metal, MusikkÉn kommentar

Heng på

@musikkfilmbibl