Kategorisert | Musikk

Ulvenes evolution

Udvikling og afsøgning af nye områder er generelt en god ting hos musikudøvere.

Ulver udgav Bergtatt – Et Eventyr i 5 Kapitler i 1995, et black/folk metal album som jeg stadig den dag i dag kan høre uafbrudt uden nogensinde at blive træt af det. Det har det hele: God stemning, aggression, melankoli, melodi, indlevelse, alting og mere. Min overraskelse var dog stor da de allerede året efter udgav deres næste album, Kveldssanger, som viste sig at være rent akustisk folk. Og overraskelsen blev større da det næste album, Nattens Madrigal, så kun bestod af nedbarberet beskidt black metal. Alle tre albums af Ulver er helt fantastiske og selvom forskellen på dem er stor, så er der stadig en følelse af kontinuitet, der gør at man ikke er i tvivl om at de hører sammen.

Som jeg startede med at skrive er udvikling en fin ting, det kan nemt blive kedeligt at høre det samme igen og igen på udgivelse efter udgivelse (der er selvfølgelig undtagelser, men det er allerede planlagt til et andet indlæg!). Men samtidig er det også godt at kunne genkende nogen af de ting, der gør at man er glad for et specifikt band. For mig er dette de tre eneste albums Ulver har lavet, selvom nogen påstår de stadig findes… Siden da har de udgivet en række avantgarde/electronica/eksperimentelle albums, som jeg personligt helst vil glemme, men som andre måske vil finde interessante.

Ulver skal spille til Norwegian Festival of Literature i Lillehammer sidst i maj, deres, såvidt jeg ved, første koncert. Men hvilken slags Ulver det er som spiller, ved jeg ikke og jeg tør ikke tage dertil og se.

/Jesper

Tagget med: , ,

This post was written by:

- who has written 56 posts on MusikBloggNo.


Contact the author

Én kommentar til “Ulvenes evolution”

  1. laschg says:

    Nå har jeg hørt meg gjennom første halvdel av Ulver : Nattens Madrigal. Jeg hadde hodetelefoner på og satt på et kontor jeg deler med andre. Skrudde lyden helt ned og to ting skjedde nesten samtidig. Halvparten av hørselen som skal oppfange lyder i det høyere registeret forsvant og samtidig klappet noen meg på skulderen og ba meg skru ned lyden enda mer. Etter å ha hørt halve platen er jeg vel ikke akkurat ekstatisk, men muligens i beit for et høreapparat. Må allikevel innrømme at dette er det av Ulver jeg har likt best og med mine begrensede intelektuelle evner har hatt muligheten til nesten å forstå.

Trackbacks/Pingbacks


Legg igjen en kommentar på artikkelen

Heng på

@musikkfilmbibl